Om foreningen

Dansk Figurspilsforening. Foreningen hvor du kan spille figurspil

Dansk figurspilsforening er en lille københavnsk spilleklub, der har eksisteret siden 1996. Vi har omkring 30 medlemmer og dette tal har ligget nogenlunde stabilt de sidste mange år. Foreningen opstod oroginalt ud fra et ønske hos en lille flok krigsspillere, der gerne ville have mulighed for at have nogle faste spillelokaler hvor man kunne lade figurer og terræn stå fra spil til spil. Foreningen lejer nu lokaler på omkring 100 m2, opdelt i tre større spillearealer.

Hvad laver vi?

Vi er en forening hvor der spilles figurspil. Det betyder ikke at et enkelt brædtspil i ny og næ er forbudt, men det skal understreges at klubbens formål er at skaffe plads til figurspil. Der kan i princippet spilles alle slags figurspil i klubben, men det skal ikke være nogen hemmelighed at de fleste af medlemmernes hoved interesse er historiske figurspil. Der bliver således spillet krigsspil fra næsten alle historiske perioder, lige fra oldtiden frem til anden verdenskrig. Så uanset om ens interesse er at lede romerske legioner, Napoleons garde eller bare en ydmyg Panzerdivision, så bliver der faktisk spillet spil fra de forskellige perioder med jævne mellemrum.
Det er her vigtigt at pointere, at det er hvad de enkelte medlemmer har lyst til at spille, der er afgørende for, hvad der bliver spillet. Hvis man har lyst til at spille noget specielt, er det bare at arrangere det, så skal der nok være andre der vil deltage.

Terræn

Foreningen har gennem tiden produceret en stor mængde terrænplader på henholdsvis 30x30cm, 30x60cm og 60x60cm, der er konstrueret således at de kan sættes sammen på et utal af måder. Når man vil sætte et spil op, er det derfor bare at vælge de terrænplader, man skal bruge, og stille dem op som man nu ønsker. Klubben investerer endvidere løbende i andre terrængenstande: træer, huse, hegn, broer og andet der frit kan benyttes til medlemmernes spil.
At begynde at spille i foreningen kræver ikke andet, end at man melder sig ind og dukker op.

Lokaler

Lokalerne er som nævnt til rådighed hele ugen, men onsdag aften er vores primære mødetidspunkt. Her mødes vi så ved aftenstid og spillene begynder. Som oftest er der 2-3 spil på en onsdag aften. De fleste kommer for at spille, men der er også dem der kommer for at sludre lidt, for at male figurer eller for at bygge terræn.
Med jævne mellemrum arrangerer vi også de såkaldte weekendspil. Det er gerne hvis der er tale om større slag som ikke kan spilles hen over et antal onsdage. Så mødes vi lørdag formiddag og spiller frem til søndag eftermiddag - eller til spillet er slut fordi den ene side har vundet. Weekend spil plejer at være en medlemsmagnet.

Hvordan bliver jeg medlem?

Det er ganske simpelt at blive medlem af foreningen. Du skal blot have interesse i historisk krigsspil og så skal du være fyldt 15 år. Derefter skal du ringe til vores formand, eller på anden vis sætte dig i kontakt med foreningen. Du kan se detaljerne for hvordan du kontakter os til højre for dette indlæg.